Jyden Bur A/S leverer rekordregnskab - ny strategi virker.

I regnskabsåret 2018 har selskabet leveret et historisk godt resultat.

Efter et år med øget eksport til Kina og flere udenlandske markeder kan Jyden Bur A/S præsentere det klart bedste regnskab i flere år. Resultat af ordinær drift lyder på 15,0 mio. kr. og årets resultat er 11,3 mio. kr. efter skat og finansielle poster.

- Vi er stolte af, at vi har formået at forene vores globale satsning med en meget stærk økonomisk performance. Det giver os et fantastisk udgangspunkt at vokse ud fra i de kommende år og skyldes ikke mindst en professionel organisation, som har leveret et flot stykke arbejde, siger bestyrelsesformand, Niels Dengsø Jensen.

De øgede indtægter skyldes i særdeleshed en profitabel eksport til Kina, samt andre markeder, hvor selskabet har opnået et stærkt fodfæste.   

- I kraft af vores geografiske placering er vi så privilegerede, at de stærke værdier, der er i dansk landbrug, giver os et kvalitetsstempel rundt om i verden. Derfor er vi lykkedes med vores nye strategi. Eksport er en vigtig del af den, og derfor er det opløftende at se, hvordan vores satsning på øget internationalisering har båret frugt, forklarer bestyrelsesformanden.

Omsætningen i selskabet er vokset med 18% i regnskabsåret 2018, og samtidig er medarbejderantallet øget gennem udbygningen af det kinesiske datterselskab, samt en mindre stigning i Danmark.

- På alle målepunkter har vi leveret bedre resultater, og vi kan konstatere, at vores strategi virker. Det giver ro, men det betyder ikke, at vi træder på bremsen. Vi går fortsat benhårdt efter at fastholde udviklingen de kommende år, med skærpet fokus på vores kunder og øge vores markedstilstedeværelse, siger adm. direktør Jens Agergaard, der understreger, at overskuddet skal bruges til at udvikle selskabet yderligere.

- Produktudvikling er hjertet i vores forretning, og det glæder mig meget, at høj indtjening og investering i solide løsninger af genanvendelige materialer og produktdesign for bedre dyrevelfærd går hånd i hånd, fortæller Jens Agergaard.