Grise er aktive og nysgerrige

Grisen er et aktivt dyr med en tydelig døgnrytme. De bruger 10-12 timer af døgnet på at sove, og en stor del af dagen bruges på at søge føde og rode i jorden med trynen. Fodertildelingen i moderne staldanlæg tilgodeser denne naturlige adfærd ved at tildelingen sker i gulvhøjde og gerne på en måde, som stimulerer grisens rodeadfærd. Om formiddagen og eftermiddagen, hvor de søger føde, æder, leger med hinanden, er de mest aktive perioder på dagen. Midt på dagen har de som regel en hvileperiode.

Grise er meget nysgerrige og har gode indlæringsegenskaber, formentlig på baggrund af deres fødesøgningsadfærd. De kan lære at bruge foderautoamter, drikkeventiler, legetøj osv. enten ved instruks fra mennesker, eller ved at se de andre grise gøre det. Især ved nyfravænnede grise kan det være en fordel at lære dem forskellige anordninger at kende, for derved at hjælpe dem bedre fra start, da de ofte ikke har erfaring for at vide, hvordan drikkeventiler, foderautomater osv. fungerer. Det kan også være en fordel at have ensartede systemer på tværs af staldafsnit, så grisene netop kender anordningerne, når de flyttes fra afsnit til afsnit.