Ornelåger
For at stimulere brunst hos søerne skal der være mulighed for direkte (tryne mod tryne) kontakt med mindst én orne. Ved opstaldning af søer individuelt i boks, indrettes stalden med gang foran boksene - opdelt med ornelåger for at afgrænse området.


Ornelågerne kan leveres i lukket fiber-/ glasfiberinventar eller i panelinventar, så søerne ikke kan se eller skabe kontakt gennem ornelågen, hvilket giver optimal brunststimulering, når ornen entrerer.


Ornelåger findes i forskellige bredder, der kan tilpasses forskellige gangbredder. Ornelåger (i panelinventar) kan fjernbetjenes manuelt fra bagenden af soboksen, hvilket minimerer arbejdstiden ift. flytning af ornen til næste gruppe.

Løsdrift - en ædeboks pr. so
Stier med ædebokse indrettes med aktivitets- og gødeareal mellem boksrækkerne og en afskærmet redekasse, dvs. et sammenhængende areal med strøelse, hvor søerne kan hvile.

Boksene er selvfangerbokse, der automatisk lukker, når en so går ind i boksen, og derved forhindres det, at flere dyr forsøger at gå ind i samme boks.

Ædeboksene kan lukkes - enten manuelt eller automatisk, når dyrene æder, og derved lettes det daglige tilsyn og overblik over dyrene. Udover at der kan lukkes for en række ad gangen, kan boksene lukkes enkeltvis for at tilgodese individuel håndtering af dyrene.

Storstier
Drægtige gylte og søer kan opstaldes i storstier med enten våd- eller tørfodring. Stierne dimensioneres efter antallet af dyr og indrettes med et lejeareal og et gødeareal. Stier til tørfodring kan indrettes til gulvfodring på det faste gulv, eller med fodring i krybbe med ædeskillere og en ædeplads per so.

Stier til vådfodring kan indrettes med dobbeltkrybbe per to stier eller med en enkeltkrybbe i hver sti.

Storstier kan ligeledes indrettes med lave liggevægge for at opretholde god hvileadfærd og tilgodese sociale interaktioner mellem dyrene.

Transponder
Drægtighedsstalden kan indrettes med elektronisk sofodring (ESF) til gylte og søer i enten dynamiske eller stabile grupper. Stierne i en ESF-stald dimensioneres efter antallet af søer og gylte og indrettes med et veldefineret lejeareal og gødeareal.

Lejearealet kan indrettes med lave liggevægge for at tilgodese god liggeadfærd, og samtidig giver det dyrene bedre flugtveje under rangkampe.

Ligeledes kan der i gødeområdet opstilles vægge, der kan medvirke til en bedre gødeadfærd og en bedre hygiejne i stien. Stalden kan indrettes, så dyrene kan sorteres i transponderen, enten vha. fastmonterede skillerum eller vha. fleksible lågeløsninger.